Min søster var til eksamen i går

Min søster var til eksamen i går. Hun skulle forsvare sin fagprøve. Hun var til eksamen i går, ligesom jeg har været så uendeligt mange gange. Og så alligevel ikke. For i går var første eksamen for en af os, siden vores far døde for knap tre måneder siden.

Det var meget mærkeligt at være bevidst om, han var der, da jeg forsvarede min kandidatafhandling i sommers. Med sit rolige gemyt og beroligede mig bare ved at være til stede. Og i går kunne han ikke gøre det samme for min søster. Jeg ved han ville ønske, han kunne. Men det kunne han ikke.

Og sådan vil der kun opstå situationer fremover. Situationer hvor vi mangler vores far og hvor han burde være der. Det er både de små og store begivenheder. Først vil han mangle i hverdagen, til vores fødselsdage, når der sker noget særligt for os, når vi normalt ville have grebet knoglen og ringet til ham. Senere vil han mangle til alle de store ting. Når vi skal giftes, have børn, købe hus.

Som det ser ud nu er jeg single. Og jeg har pt. ikke lyst til overhovedet at møde en fyr. For når han ikke kan lære min far at kende, så kan det være ligemeget. Jeg ved godt, det på sigt vil ændre sig. Men lige nu kan jeg ikke forestille mig at være sammen med en fyr, som ikke er “godkendt” af min far.

Det er stadig så kort tid siden, at det kun kan blive nemmere fra nu af at komme over, han ikke længere er her. Og jeg ser frem til den dag, det ikke længere gør ondt at tænke på ham. Men faktum er bare, at han blev revet væk fra os alt alt for tidligt.

Jeg elsker dig far og glemmer dig ALDRIG!

Min søster var til eksamen i går. Hun skulle forsvare sin fagprøve. Hun var til eksamen i går, ligesom jeg har været så uendeligt mange gange. Og så alligevel ikke. For hun fik 12. En karakter jeg aldrig har formået at opnå. Men jeg er pavestolt over, at hun kunne præstere i så presset en situation. Hvor er hun bare dygtig.